Havnsø Kajakklubs bestemmelser

 

§ 1. Klubbens navn og hjemsted

Klubbens navn er HAVNSØ KAJAKKLUB og er en underafdeling under Havnsø Sejlklub. Klubbens hjemsted er Havnsø i Kalundborg kommune. Klubbens hovedformål er at dyrke havkajaksejlads og udbrede kendskabet til kajaksport med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben.

§ 2. Love og regler

Klubbens love og bestemmelser samt sejladsregler er tilrettet efter DKF’s anvisninger samt underlagt og i overensstemmelse med Havnsø Sejlklubs vedtægter. Endvidere henvises til kajakklubbens roreglement.

§ 3. Optagelse af medlemmer

Efter skriftlig ansøgning til Sejlklubbens bestyrelse kan enhver optages som medlem i kajakklubben. Optagelse af passive medlemmer kan ske af alle, som ønsker at støtte kajakklubbens arbejde.

§ 4. Kontingent

Kontingent fastsættes på den årlige ordinære generalforsamling for Havnsø Sejlklub. Aktuelt kontingent for kajakafdelingen kan ses på Havnsø Sejlklubs hjemmeside

§ 5. Det årlige medlemsmøde

Klubbens øverste myndighed er det årlige medlemsmøde, der afholdes hvert år inden udgangen af oktober. Afholdelse af medlemsmødet indvarsles mindst 4 uger før medlemsmødets afholdelse pr. mail til hvert medlem med angivelse af dagsorden. Forslag, der ønskes behandlet på medlemsmødet, må være kajakudvalget i hænde senest 2 dage før medlemsmødets afholdelse. På medlemsmødet aflægges beretning om kajakklubben i det forløbne år. Stemmeret har alle medlemmer, der på afstemningsdagen har været medlem i mindst 3 måneder, og som ikke er i restance med kontingentbetalingen. Såfremt ét medlem anmoder herom, skal afstemning om personvalg foregå skriftligt. Medlemsmødet er beslutningsdygtig uden hensyn til det fremmødte antal medlemmer.

§ 6. Valg af kajakudvalg

På medlemsmødet vælges et kajakudvalg til klubben bestående af: En formand, en sekretær samt to menige medlemmer. Alle vælges for ét år ad gangen med undtagelse af formanden. Kajakudvalget konstituerer sig selv ved førstkommende udvalgsmøde efter det årlige medlemsmøde. Formanden konstitueres af kajakudvalget for 2 år ad gangen.
Formanden er automatisk medlem af Havnsø Sejlklubs bestyrelse.
Kajakudvalget er beslutningsdygtigt når mindst 3 af dens medlemmer er mødt.
Kajakudvalget kan til enhver tid nedsætte et underudvalg til varetagelse af kajakklubbens interesser.

§ 7. Roreglement

Kajakudvalget har pligt til at udfærdige et gældende roreglement for klubben, for at sikre de nødvendige sikkerhedsmæssige forhold. Roreglementet kan til enhver tid revideres af det siddende kajakudvalg

§ 8. Ændringer af bestemmelser

Kajakafdelingens bestemmelser kan til enhver tid revideres af det siddende kajakudvalg. På det årlige medlemsmøde er forslag til ændringer af bestemmelser et fast punkt på dagsordenen.

 

Disse bestemmelser træder i kraft fra den 1. april 2013
Revideret d. 16.10.2013
Kajakudvalget.